TEQUILA

Tequila blev fremstillet første gang i det 16. århundrede nær den nuværende by Tequila i regionen Jalisco. Aztekerne havde tidligere fremstillet en gæret drik af agaveplanten, som de kaldte Octli (senere og mere populært kaldet Pulque), længe før spanierne ankom i 1521. Da de spanske erobrere løb tør for deres egen brændevin, gav de sig til at destillere agaver og fremstillede dermed Nordamerikas første egen destillerede spiritus. Cirka 80 år senere – omkring år 1600 – begyndte markisen af Altamira, Don Pedro Sánchez de Tagle, at masseproducere Tequila på den første fabrik i det område, hvor delstaten Jalisco ligger i dag. Fra 1608 begyndte Nueva Galicia at beskatte produkterne.

Den Tequila, der er populær i dag, blev første gang masseproduceret i begyndelsen af det 19. århundrede i Guadalajara. Don Cenobio Sauza, grundlægger af Sauza Tequila og borgmester i byen Tequila fra 1884-85, var den første der eksporterede Tequila til USA. Han forkortede navnet ”Tequila-ekstrakt” til blot ”Tequila” for det amerikanske marked. Don Cenobios barnebarn, Don Francisco Javier, fik international opmærksomhed, da han insisterede på, at ”der ikke kan være Tequila, hvor der ikke er agaver!”. Hans indsats førte til den overbevisning, at rigtig Tequila kun kommer fra delstaten Jalisco.